Tør øjnene - og andre invalideringer

Forestil dig følgende situation:

Noget går dig på, og du fortæller det til en ven, en god kollega eller en partner.

Han/hun ser kærligt på dig og svarer med varme i stemmen:

”Ah, det kan jeg godt se, men det skal du da ikke bekymre dig over.”

Prøv lige et øjeblik at fornemme, hvad det gør ved dig at høre disse ord.

Ok, det vender vi tilbage til.

Der findes mange varianter af budskabet fra din kære. Herunder frit fra hoften:

”Men skat, det kan du da ikke gøre for. Skidt pyt.”

”Ja, sikke da en idiot, men det er jo ikke din skyld. Fuck det!”

”Men søde, du finder da helt sikkert snart en ny kæreste, tør dine smukke øjne.”

”Du skal ikke føle dig dum. Du har været så sød.”

I daglig tale kalder vi det ofte at trøste. Når vi trøster børn på samme måde, siger vi ting som:

”Op på hesten, min ven.”

”Nåårh, lille skat - det har du glemt lige om lidt.”

Budskabet er det samme. Uanset om det er til børn eller voksne. Kernen er denne:

”Det er da ikke noget at være ked af.”

På fagsprog kan man kalde det en ”positiv invalidering”. Positiv, fordi budskabet er positivt. Invalidering, fordi man gør det modsatte af at validere følelsen. Man siger, at følelsen er forkert eller ubegrundet. Og her opstår balladen.  

Min påstand er, at de fleste af os møder andres ”lidelser” ved netop at sige, at de er ubegrundede eller forkerte. Hensigten er den bedste i verden, I know. Men når man er ked af noget, har man brug for at blive mødt. At få at vide at det er ok at have det, akkurat som man har det. Fordi lige der, får man hjælp til at mærke sin egen følelse af forkerthed, tristhed, eller hvad man nu er ramt af.

Og når det sker, når man får hjælp til at mærke og føle det hele, så er det som at hele et sår. Så kan følelsen lige så stille få plads til at forandre sig. Man får hjælp til at komme videre.  
Når vi invaliderer, gør vi det modsatte. Så siger vi ”din følelse er forkert, væk med den”. Og når man møder følelser med den indstilling, sker der meget ofte det modsatte: De sidder fast.

Lad os vende tilbage til sætningen fra starten.

”Ah, det kan jeg godt se, men det skal du da ikke bekymre dig over.”

Hvordan landede den?

Måske føltes det ok. Du mærkede den kærlige hensigt.  

Men jeg gætter på, at mange alligevel kan få en mærkelig følelse af tomhed eller en smule forkerthed.

Vi har alle sammen brug for at blive mødt. Og få plads til at have det, som vi har det. Vi har brug for positive valideringer.

Det kunne lyde sådan her:

”Ah, jeg forstår … det er jeg ked af at høre. Der er da ikke noget at sige til, at du går og tænker på det, når ....”

Og så kan du tilføje, at du er her lige nu. At du er klar til at lytte. At være der for din ven.