Tænkning løser ikke det, der skal føles

En klient beskrev for nylig et mønster, som mange formodentlig kan genkende. Jeg kan i hvert fald.

Når noget er svært – i relationen til ens partner, i samarbejdet på arbejdet eller i mødet med livets vilkår – går tankerne i gang. De analyserer og overvejer i et forsøg på at finde en løsning.

Noget føles ikke godt, det må løses.

Problemet er, at det ofte ikke virker.

Tankerne kører i ring. De producerer flere perspektiver og indre dialoger, men uden at skabe afklaring. I stedet fastholder og forstærker de uroen. Først når processen “kører træt”, og systemet falder til ro af sig selv, opstår der en midlertidig lettelse.

Pointen er denne: Når vi forsøger at tænke os frem til løsninger på følelsesmæssige problemer, er det som at bruge en sav til at slå et søm i. Værktøjet passer ikke til opgaven. Ikke alene løser vi ikke problemet – vi risikerer at forværre det. Tankerne går i selvsving, og når vi ikke kan finde mening eller en klar løsning, stiger det indre stressniveau.

Forklaringen er - for at blive i billedet - en sav duer ikke til et søm.

Mange af de udfordringer, vi står i, er ikke primært kognitive, men emotionelle. Spændinger i kroppen uden en entydig årsag, konflikter i nære relationer eller eksistentielle temaer som tab, afmagt og usikkerhed lader sig sjældent “tænke væk”. De må mødes på en anden måde.

Hvad så – skal man så bare være totalt passiv – ikke gøre noget - give op!?

Nej, alternativet til alle tankerne er ikke passivitet, men en anden form for aktivitet: opmærksomt nærvær. At vende sig mod det, der faktisk mærkes, og stille et enkelt – men ikke nødvendigvis let – spørgsmål: Hvordan har jeg det egentlig? Hvad føler jeg egentlig?

Som min klient tørt konstaterede: “Det er sgu da ikke let.” I know, det er overhovedet ikke let.  

For mange – og måske især for mænd – ligger der en livslang træning i at regulere sig selv gennem handling og tænkning frem for gennem kontakt til følelser. Vi er socialiseret til at handle, løse og præstere, ikke til at standse op og mærke efter. Det betyder, at adgangen til egne følelsesmæssige tilstande ofte er svækket eller indirekte.

Det er en færdighed, der må (gen)læres.

Den gode nyhed er, at det kan lade sig gøre. Følelser er ikke noget, vi skal opfinde – de er allerede til stede. Det, vi kan øve, er at registrere dem, blive i dem og gradvist sætte ord på dem. Ikke for at kontrollere dem, men for at skabe kontakt.

Og paradoksalt nok er det netop på den måde, at mange oplever, at problemer ændrer sig eller forsvinder. Intet har forandret sig i det ydre liv, men noget har forandret sig i vores indre.

Man kan også sige det hele på en anden måde: Tænkning løser ikke det, der skal føles.